Spækhuggeren er et smukt dyr. Graciøst og harmonisk formet, ja ligefrem med, hvad vi mennesker tolker som, et venligt ansigtsudtryk. Men tag ikke fejl. Spækhuggeren er også et uhørt nådesløst og grådigt rovdyr, der udnytter sin hurtighed og smidighed til at fange og fortære alle andre slags havdyr den passerer på sin vej gennem oceanerne. Hvordan det lyder, når en spækhugger jager sit offer, kan vi høre på dette albums titelnummer, hvor trompetisten Rolf Thofte Løkke og barytonsaxofonisten Aske Drasbæk jager hinanden ledsaget af orkesterets hidsige fængende melodiske motiv. Europas nye orkesterjazzstjerne, Kathrine Windfeld, har nemlig på denne, sin tredje udgivelse med egen musik og eget stort orkester, helliget sig maritime motiver. Ikke mærkeligt. Hun er født og opvokset ved et af de mest pittoreske farvande i Danmark – landet med den længste kystlinje af alle lande i forhold til sin størrelse – Det Sydfynske Øhav. Øhavet strækker sig ud fra hendes by, Svendborg, med heftig søtrafik, og rummer smukke naturtableauer. Ikke mærkeligt heller, at Windfeld parrer sin betagelse af og erindring om alt dette med sit stærke impressionistiske gen og omsætter det til musik. Som leder af mindre grupper har hun markeret sig som original kunstner på sit felt allerede, før hun i 2014 første gang samlede et fuldsat klassisk big band, som hun har holdt sammen på siden. Nu, seks år, talrige koncerter og med ORCA tre albumudgivelser senere, står hun og bandet som et kunstnerisk fyrtårn i skandinavisk jazz. En enig presse i både ind- og udland har kåret en ny stjerne, der som den eneste europæiske jazzmusiker, har modtaget den prestigefyldte engelske udmærkelse “Rising Stars Jazz Award 2020”. Ligestilling mellem mandlige og kvindelige musikere i jazzen har taget meget lang tid og er langt fra til ende. Men på ét område – ét, der af mange betragtes som det sværeste: at lede og dirigere det store orkester i egen musik – er kvinderne nu rigt repræsenterede på vigtige dirigentpodier: Windfeld føjer sig smukt ind i denne række. Kathrine Windfeld (p, dir), André Bak, Rolf Thofte Løkke, Magnus Oseth, Maj Berit Guassora (tp, flh), Göran Abelli, Mikkel Vig Aagaard, Anders Larson, André Jensen (tb), Jakob Lundbak, Magnus Thuelund, Roald Elm Larsen, Ida Karlsson (ts), Aske Drasbæk (sax), Viktor Sandström (g), Johannes Vaht (b), Henrik Holst Hansen (d) + Gabor Bolla (ts). Undertow/The Lifting/Orca/Dark Navy/Harvest/Fish/Ferry/Seaweed.
Normal pris: |
159,50 |
Medlems pris: |
149,50 |
|
|
 |
|
EAN: |
663993200927 |
Label: |
Stunt |
Prod. varenr.: |
STUCD 20092 |
|